Om Multi Trans

Multi Trans blev stiftet i 1974 af direktør Jens J. From, og blev i 2002 omdannet fra en personligt ejet virksomhed til et aktieselskab. 

Vi beskæftiger i dag mere end 25 chauffører, som 365 dage om året arbejder med transport og levering af færdigtilberedt mad, som er vores hovedbeskæftigelse.

Som virksomhed tror vi på en høj grad af specialisering, hvor netop modtageren af ydelsen er afgørende. De private borgere (typisk ældre), enten i eget hjem eller på plejecentre, har et helt særligt behov for tryghed, stabilitet og menneskelig kontakt i deres hverdag, og den leverer vi i lige så høj grad, som de nævnte varetyper.

Hvad leverer vi? Det indlysende svar er mad, men helt så enkelt er det nu ikke. Vi har med mennesker at gøre, og til disse mennesker leverer vi tryghed, ernæring, og et besøg i hverdagen. Altså, vi arbejder med mennesker, og for mennesker. Det er et ansvar, som vi er bevidste om.

Hvad er produktet? Vi leverer mad til tiden, som ambassadører for de mennesker, som har lavet maden til borgeren. Derfor passer vi på maden, behandler den sikkerhedsmæssigt korrekt og sikrer os, at den præsenterer sig lige så pænt og lækkert, som den person, der har lavet maden, naturligt kan forvente af os.

Hvorfor har vi vinger (logoet)? Fordi de repræsenterer den græske gud Hermes, som fik vinger, da han var gud for transport og ansvarlig for at komme hurtigst frem med de ting, han leverede. Vingerne bragte ham hurtigt og sikkert frem. Derfor bruges vores vinge som det symbol i hverdagen, der påminder os om det ansvar, som vi er blevet betroet ved at bære dem.

Organisation! Vores chauffører er organiseret som selvstændige franchisetagere, dvs. de styrer selv deres økonomi og aflægger eget regnskab, men er en del af Multi Trans og er derfor forpligtet til at følge alle retningslinjer, som er opstillet for at kunne udføre opgaver i vores navn. Denne struktur er valgt af flere årsager. Som selvstændig sætter du en særlig ære i at passe din forretning, og kvaliteten samt ansvarsfølelsen er derfor noget højere i vores opfattelse, end hvis der var tale om en traditionelt lønnet chauffør. I tillæg hertil giver strukturen en langt større fleksibilitet i hverdagen og en lyst til at løse opgaverne bedst muligt. Det kan mærkes, både for slutbrugeren, det køkken som vi møder i hverdagen, samt den kommune, der har forpligtet sig over for borgere og pårørende, hvad end det er personalet i administrationen eller hjemmehjælperen, vi møder ude på ruten.